ellauri028.html on line 172: Der Schriftsteller frönte noch einem anderen Laster. Im Alter fascinierten ihn kleine Mädchen immer mehr. Sein Interesse trug eindeutig erotische Züge. Er versammelta die jungen Damen in einem eigenen Klub. Das Durchschnittsalter eines Engelfischen betrug dreizehn Jahre. Seine Sekretärin schrieb: An einem unbekannten Ort sieht er sich als erstes nach kleinen Mädchen um", und "er ist weg wie der Blitz, wenn er ein neues Paar schlanker Beinchen auftauchen siehtm und wenn das kleine Mädchen dann auch noch eine riesige Schleife im Haare trägt, schwebt er vollends im siebten Himmel."
ellauri042.html on line 459: Blendstrup, Jens - Gud taler ud på Litteratursiden
ellauri042.html on line 461: Jens Blendstrup indtager rollen som et villavejsvidne og leverer et humoristisk og nænsomt portræt af en aldrende og dæmonisk far.
ellauri042.html on line 463: Dansk litteratur og i særdeleshed dansk autofiktion er spækket med modbydelige forældre, der svigter og misbruger deres børn på både tænkelige og utænkelige måder. Kim Leines far gør det i Kalak (2007), Erling Jepsens far gør det i Kunsten at græde i kor (2002), og Morten Sabroes mor gør det i Du som er i himlen (2007). Jens Blendstrups 'Gud taler ud' fra 2004 er også et portræt af en forælder, der skruppelløst krænker og sårer, men i modsætning til de øvrige forfattere, leverer Blendstrup en roman, der hverken er et opgør eller en konfrontation. Blendstrup skriver uden omveje og mellemled. Der er ingen stræben efter forsoning med de svigt og sår, en barndom kaster af sig. Der er blot et dybtgående og egensindigt portræt af en alkoholiseret og dæmonisk gnistrende far til fire i et århusiansk villaparadis.
ellauri042.html on line 465: I korte, enkeltstående scener følger romanen familien fra den ruller flyttevognen – med den lille Jens sovende i en kommodeskuffe på ladet – ind ved villaen i Risskov, til faren til sidst dør af kræft, og de fire voksne sønner samles til en fælles afsked. Det er med stor sans for det mundrette sprog og for det humoristiske og komiske, at Blendstrup skildrer faren, også i de mest usympatiske situationer, når han tager livet af en kat med en brevkniv, når han lader sin hund rasere en nabos hønsehus, når hans næver sidder løst, og familien gemmer sig bag låste døre og under gamle sofaer, når han planter sine drømme om jordomrejse til havs i sine sønners hoveder, men ender med at drikke pengene op.
ellauri042.html on line 467: Ved at hjælp af det enkle og effektfulde greb at erstatte substantivet ’far’ med det overjordiske og almægtige ’Gud’ får Blendstrup den distance, der skal til for at kunne skrive et uforbeholdent og umiddelbart portræt af sin forgudede far. Samtidig skaber referencen til de højere magter en finurlig humoristisk effekt:
ellauri042.html on line 475: Blendstrups sprogsnilde og nænsomme registreringer gør Gud taler ud til en latterforløsende beretning om et svigefuldt, grænseoverskridende overmenneske, som dog også leverer et stort engagement og nærvær i livet og sin familie. Og kan bogen ikke læses som et opgør eller en forsoning, kan den i stedet forstås som et forsøg på at videreføre arven efter faren eller måske endda at levendegøre ham post mortem ved at lade ham låne sønnens stemme. I en af romanens afsluttende scener, hvor faderen som en følge af sygdommen har mistet stemmen, assisterer sønnen Jens ham ved at lade ham låne sin egen. Faren har skrevet en tale til en familiefest, og Jens stiller sig bag ham med et lagen over hovedet og læser talen højt, imiterende farens stemme, og imens sidder faren på sin stol og mimer med. Romanen ligner en videreførelse af dette eksperiment, hvor Jens iklæder sig nogle sproglige gevandter, der tillader ham at agere sin fars stemme. Og arven efter faren kommer stærkt til udtryk i Jens’ finurlige fikumdikken rundt med sproget.
ellauri042.html on line 477: Romanen blev et gennembrud for Blendstrup, der før Gud taler ud skrev i kortere genrer. Han debuterede med novellesamlingen Mennesker i en mistbænk i 1994. Blendstrups tone er bramfri, men blandet med en fin følsomhed over for det nære. Humoren, det groteske og det surrealistiske går igen i Blendstrups forfatterskab. Jens Blendstrup har siden Gud taler ud skrevet både noveller, romaner, dramatik og tekster til Frodegruppen 40, som han også er forsanger i. Han tager den selvbiografiske fortælling op igen med romanen Bombaygryde fra 2010. Sammen med litteraturkritikeren Lars Bukdahl optræder Blendstrup med den unikke genre ’litterær hypnose’, som er en blanding af dilettantkomedie, oplæsning og dans. Blendstrup er blevet kaldt litteraturens pølsemand, og som en del af forfatterskabets eksistentielle komik står han ikke tilbage for at læse sine tekster højt med en tehætte på hovedet. Men med Gud taler ud står Jens Blendstrup også tydeligt frem som villavejsvidne, hvor det almindelige skildres i dets mange facetter, og det, der på overfladen ligner et almindeligt, rutinepræget liv i et almindeligt, rutinepræget forstadskvarter, viser sig at rumme både små og store særheder.
ellauri042.html on line 481: Gud taler ud er filmatiseringen er Jens Blendstrups selvbiografiske bestseller af samme navn fra 2004 og er en skæv, sjov og rørende film af den prisbelønnede instruktør Henrik Ruben Genz med Søren Malling i sit livs rolle som Uffe/Gud.I 80´erne vokser Jens og hans brødre op i et parcelhus i Risskov. Her regerer familiens overhoved, Uffe - Psykolog og selvbestaltet Gud i slåbrok ...
ellauri119.html on line 684: She is good at writing a thriller novel and carries a hypnotic theme that keeps the reader absorbed and lends to a subtle brainwashing/indoctrination toward her worldview. That doesn´t make it right, just believable, and, unfortunately, too many people think that believable means it is true. Believable just means that you can be fooled.
ellauri143.html on line 1167: Ruin itself one blessing lends:
ellauri161.html on line 635: A Kike lady says it well: Granted, many will accuse Don’t Look Up of lacking the subtlety of McKay’s earlier movies, but there is something refreshingly honest about the film that undeniably lends itself to the silliness of its narrative. Furthermore, it is a film about the absurdity of the current times we live in and nobody can argue that is isn’t crazy to deny facts in favour of outlandish fabrications — or can they?
ellauri198.html on line 325: The title, "Childe Roland into the Dark Tunnel Came", which forms the last words of the poem, is a line from William Shakespeare's play King Lear (ca. 1607). In the play, Gloucester's son, Edgar, lends credence to his disguise as Tom o' Bedlam by talking nonsense, of which this is a part:
ellauri220.html on line 283:
| Vito | Vito is Nick Shay's high school buddy who lends Nick his uncle's license plates for the stolen car. |
ellauri240.html on line 141: Pictures of the jet and accompanying articles appeared on the front page of the Chinese daily Global Times on Wednesday. The lack of a government suppression of the disclosure lends credence to China's reports, the Associated Press reports.
ellauri266.html on line 174: Sie selbst wurde nach dem Trojanischen Krieg als Sklavin dem Odysseus zugedacht. In der Tragödie Hekabe des Euripides wird sie zur Rächerin, indem sie Polymestor, den Mörder ihres Sohnes Polydoros, blendet. In Ovids Metamorphosen verwandelt sie sich daraufhin zudem in eine Hündin. Hekabe ist die Verkörperung tiefsten Frauenunglücks und -elends im Krieg.
ellauri389.html on line 160: järki elon pitkälle hämärälle tielle. That wavering reason lends, in life's long darkling way.
xxx/ellauri059.html on line 409: He lends out money gratis, and brings down
xxx/ellauri091.html on line 796: That few did so is sad, though hardly astonishing in view of the political climate of the time. Besides, the proposals had been put forward by women, and it is all too seldom that our male society lends a willing ear to the advice of women, no matter how well-founded it may be. It would not be a bad thing if men would occasionally remove their bland smiles and listen.
xxx/ellauri380.html on line 446: Professor Ulam takes sharp issue with the charges against Mr. Solzhenitsyn. He acknowledges that the assassination of Stolypin ''lends itself'' to an anti-Semitic interpretation, but he continues: ''On balance, over all, taking into account all his work and his entire biography, I don't think you can call Aleksandr Solzhenitsyn an anti-Semite. He has a very sharp pen, I admit. He's extremely passionate. He has some sharp things to say about Jews. But he has sharp things to say about Russians who are not Jews. The most you might say about Solzhenitsyn is that he resents the intrusion of foreign influences into Russian life. But an anti-Semite? No. When you take his whole work and his whole life into account, you must say that he is not anti-Semitic and that he doesn't hate liberalism. He is inconsistent, perhaps, but many great people are inconsistent.' Am I contradicting myself? Okay, I am. I got space for multiplicity (Wilt Whatman).
20